Delårsrapport for 3. kvartal 2020/21

Roblon fortsat udfordret af COVID-19 pandemien og nedjusterer forventninger til indtjeningen for 2020/21
Delårsrapport for 3. kvartal af 2020/21 (perioden 1. november 2020 – 31. juli 2021)

Bestyrelsen for Roblon A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens delårsrapport for 3. kvartal af regnskabsåret 2020/21

Hovedpunkterne i delårsrapporten for Roblon-koncernen:

  • Omsætning og indtjening var som forventet negativt påvirket af COVID-19-pandemien i regnskabsårets første 3. kvartaler.
  • Ordretilgangen blev 223,4 mDKK (196,7 mDKK). Der er vækst i produktgruppen FOC, mens der har været tilbagegang i produktgruppen Composite primært negativt påvirket af den globale pandemi.
  • Ordrebeholdning pr. 31. juli 2021 blev 83,0 mDKK (28,2 mDKK). Væksten vedrører produktgruppen FOC – kabelmaterialer og kabelmaskiner til ”Fiber Optic Cable” industrien.
  • Nettoomsætningen blev 169,4 (204,8 mDKK). Der var fremgang i produktgruppen FOC, mens produktgruppen Composite – kompositmaterialer til industri on- og offshore – havde tilbagegang i forhold til samme periode sidste år.
  • Det realiserede produktmix samt øgede omkostninger på grund af den globale råvaresituation resulterede i en reduceret bruttomargin, der blev 45,8 % (54,5%).
  • Resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev -18,7 mDKK (60,6 mDKK, og excl. Senvion 15,6 mDKK).
  • Resultat af primær drift (EBIT) blev -33,5 mDKK (47,2 mDKK, og excl. Senvion 2,2 mDKK).
  • Resultat før skat blev -30,5 mDKK (46,6 mDKK, og excl. Senvion 1,9 mDKK).
  • Periodens resultat efter skat blev -23,6 DKK (33,4 mDKK).
  • Roblons egenkapital pr. 31. juli 2021 er 214,1 mDKK (247,2 mDKK).
  • Pengestrømme fra periodens drift blev -31,3 mDKK (65,3 mDKK).

Forventninger til regnskabsåret 2020/21

I selskabets halvårsregnskab for 2020/21 vurderede ledelsen en øget risiko for tidsmæssige forskydninger af ordreoptag på grund af COVID-19 pandemien og den globale råvaremangel situation og logistiske udfordringer. Disse risici har materialiseret sig i et større omfang end forventet i selskabets 3. kvartal og forventes fortsat at være gældende i selskabet 4. kvartal 2020/21.

Projektsalg indenfor produktgruppen Composite har i en lang periode været ramt af tidsmæssige usikkerheder, hvor flere af projekterne konstant er blevet udsat. Det betyder, at Roblon, på trods af specifikke forecast fra selskabets kunder, ikke er i stand til at estimere hvornår ordrerne får effekt for Roblon. Dette får direkte indflydelse på ledelsens forventninger for 4. kvartal 2020/21, som følger nedenfor.

I halvårsregnskabet for 2020/21 nedjusterede ledelsen sine forventninger til omsætningen for helåret 2020/21 til 240-260 mDKK (254,6 mDKK) mod tidligere 260-280 mDKK.

Efter 3 kvartaler af regnskabsåret 2020/21 fastholder ledelsen sine forventninger til en omsætning i intervallet 240-260 mDKK for helåret 2020/21.

I halvårsregnskabet for 2020/21 nedjusterede ledelsen sine forventninger til resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) i intervallet -6 til -1 (9,2 mDKK excl. Senvion) mod tidligere 5-13 mDKK, og et resultat før skat i intervallet -26 til -21 mDKK (-8,4 mDKK, excl. Senvion) mod tidligere -19 til -11 mDKK.

På baggrund af det realiserede resultat efter 3 kvartaler af regnskabsåret 2020/21 og ovenfor nævnte forventning om et ugunstigt produktmix i selskabets 4. kvartal og råvareudfordringer, forventer ledelsen nu et resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) i niveauet -16 mDKK mod tidligere -6 til -1 mDKK og et resultat før skat i niveauet -33 mDKK mod tidligere -26 til -21 mDKK. Ledelsen forventer et resultat af primær drift (EBIT) i niveauet -36 mDKK, idet der for 4. kvartal 2020/21 forventes finansielle poster (netto) i niveauet 0 mDKK.

Frederikshavn, den 15. september 2021

Roblon A/S

Jørgen Kjær Jacobsen                Lars Østergaard

Bestyrelsesformand                Adm. Direktør

Henvendelse vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:

Adm. Direktør Lars Østergaard, tlf. +45 9620 3300

Vedhæftet fil